EU har den globale andenplads i import af palmeolie. Den primære årsag hertil er brugen af palmeolie i biodiesel. I 2017 endte mere end halvdelen af den palmeolie, der kom til EU, i tanken på vores biler. Dermed er bilister de primære forbrugere af palmeolie i EU.
EU har siden slutningen af 1990’erne diskuteret bindende målsætninger for anvendelsen af bioenergi i transportsektoren. I 2009 vedtog EU-kommissionen ‛Direktivet for Vedvarende Energi’ (kaldet VE-direktivet). Der havde op til vedtagelsen af VE-direktivet været en heftig debat om biobrændstoffer. Bilindustrien, olieindustrien samt de store landbrugsorganisationer og biotekvirksomheder stod i debatten over for en række miljø- og udviklings-NGO’er, der forsøgte at trænge igennem med beviser for de sociale og miljømæssige problemer ved produktionen af palmeolie og biobrændstoffer generelt.
Selv om mange NGO’er har påpeget problemet med biobrændstof er det tydeligt i den offentlige debat – hvad enten det er i Danmark, EU eller globalt – at alt der starter med ‛bio’ generelt opfattes positivt. Men der er næsten ingen debat om, hvilke mængder af plantebaseret materiale, vi kan tillade os at bruge, når kloden samtidig skal levere mad og tekstiler til den voksende globale befolkning.
Derudover har vi brug for, at planter og træer binder CO² fra atmosfæren for at modsvare de stigende mængder CO² i atmosfæren, som lige nu er med til at skabe klimaforandringerne.I januar 2018 foreslog EU-parlamentet at ændre VE-direktivet, så palmeoliebaseret biodiesel ikke længere tæller med som en fornybar ressource, hvilket betyder, at palmeolie skal udfases fra biodiesel inden 2021. Problemet med direktivet er, at det indeholder huller, som tillader, at palmeolie fra nogle landområder og små landbrugere stadig må indgå i biodiesel, og derfor bliver det fortsat svært at kontrollere, hvilken palmeolie der ender i vores biler.
