Det er meget almindeligt, at børn bliver inddraget i arbejdet på plantagerne. De daglige mål er svære at nå for den enkelte arbejder, og derfor er de som oftest nødsaget til at have hjælp fra deres børn. Plantagearbejderne plukker frugter fra palmer, der er mellem 3 og 20 meter høje, ved hjælp af lange træstænger med et sejl for enden. En sådan stang vejer cirka 12 kilo. Frugterne der sidder i store klaser, som vejer mellem 10 og 60 kg. Det er altså tungt fysisk arbejde at høste frugten.
Hos Wilmar International, som er en af verdens største producenter af palmeolie, har den enkelte arbejder i gennemsnit et dagligt mål på 950 kilo høstet frugt. Hvis dagens mål ikke nås, risikerer man at blive skåret i sin løn uanset antallet af arbejdstimer. Samtidig kan man opnå bonusser, hvis man høster over dagens fastsatte mål. Derfor tyr mange til hjælp fra den øvrige familie.
Det er ifølge indonesisk lov ulovligt at ansætte børn under 18 år til tungt fysisk arbejde, alligevel findes der et stort antal børn i alderen ned til otte år i palmeolieplantagerne – blandt andet i Wilmars plantager. Flere af børnene beretter, at de har været nødt til at gå ud af skolen for at hjælpe deres forældre med at nå de daglige mål.
